Den blå time

Den blå stund

Når solen forsvinder i horisonten, når dag bliver til nat, og nat bliver til dag forkommer der et magisk øjeblik. Et tidspunkt, en scene, et syn, en forundreren. Et tidspunkt hvor himlen bliver forgyldnet, en scene, hvor tid og sted forglemmes og hvor man bare, i en kort stund, lever i sekundet... Et syn der aldrig bliver forældet, der overrasker hver evig eneste gang dets ses.. Og en forundring, en forundering om hvem, hvad, hvordan og hvorfor.. Den evige spekulering, os selv.. Der hele tiden bliver stærkere og stærkere, ifølge med solens ned eller opgang.... Selv de mest ureligiøse mennesker, bliver en smule fortvivlede i dette smukke øjeblik.. Hvem og hvad, hvordan og hvorfor, findes dette vidunderlige øjeblik? Er det blot et tilfælde, at denne ene time, hvor himlen bliver oplyst i et kraftigt gyldent slør? Er det blot et tilfælde at efter denne spektakulære Går vi fra dagenslys, ind i natten, hvor frygt og rædsel lurer om hjørnet, og det minde vi får med til denne tid, er et syn, et minde om hvor alt det gode i livet? Og omvendt, når vi kommer ud af mørkets rædsel, og bliver velkomment til det gyldne øjeblik, til en ny dag, til en ny chance, til et nyt liv... For hverdag er ny, og går dagens fejltagelser og dumheder, er blevet slettet i mørket, og med lyset får du givet atter en chance, en chance med lys i sindet, en chance til enten at leve i lyset... Eller en chance, til at leve i mørket, og lægge lyset bag dig, med sit afskedsskær..

Refleksion over den blå times påvirkning på det enkelte individ